Translate

Viser opslag med etiketten Vores katte. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vores katte. Vis alle opslag

Vi får kat!

Adopterede vi den – eller adopterede den os?

Det hele startede i marts. Før det havde der været nogle forskellige katte, der kom forbi. Der var en sort, som fangede en mus foran køkkenvinduet for et års tid siden. Der var en sort-hvid, som ellers holder til hos naboen, som ofte lå og solede sig på vores grund. Men pludselig var der en ny kat, som nogle gange sad foran vores hoveddør men fløj afsted, når vi nærmede os døren. En lille grå kat. 
Kort før påske talte vi så med genboen, som fortalte, at det var en tilløben kat, som havde været hos dem siden sidste år. De havde fodret den, men den havde også holdt deres matrikel fri for mus, det var en rigtig dygtig musefanger. Men vi måtte meget gerne overtage den, for de var ved at sælge huset. I påsken – det var omkring den 24. april – mødte jeg så katten foran hoveddøren. For en gangs skyld løb den ikke sin vej, men snusede til min hånd, mens jeg fortalte den, at vi var ved at arrangere, at den skulle flytte over til os. Vi ville købe noget mad til den og lave et hyggeligt lille sted, hvor den kunne være, om det ville være ok? Den svarede ikke, men den løb heller ikke sin vej, så det tegnede jo godt.

Den 27. april, da vi skulle afsted til græsk, sad katten nede i indkørslen. Vi sagde til den, at den skulle gå væk, fordi vi skulle ud og køre og  ville nødig køre den over. Så gik den – hen ad havestien op mod hoveddøren.

Nogle dage efter købte vi så noget mad og satte mad og vand ned i redskabsrummet. Der gik nogle dage, hvor jeg kiggede til det, men der var ikke rørt noget. Så tog vi til København den 1. maj og kom hjem den 2. og da vi kiggede i redskabsrummet den 3., var maden væk. Men – vi vidste jo ikke, hvilken kat der havde spist det! Var det den grå eller naboens sort-hvide? Pludselig kom katten løbende, den grå, og den virkede som om, den havde adopteret os. Den smed sig ned og ville kæles for, og da jeg hældte mad op i skålen, guffede den i sig. Den viste os også, hvor den gik ind og ud af redskabsrummet, så vi var ret sikre på, at det var den, der havde spist maden.

Den store musejæger holder vagt
Efter den dag kommer den hver dag. Ofte så snart den hører, vi kommer ud af døren, så står den der, vupti og vil kæles for. Den snor sig om benene på os, lægger sig ned der, hvor vi arbejder, og det er ikke altid lige nemt at arbejde i haven med en kat om benene!
Vi prøvede først at kalde den Gandalf, fordi den er grå – men det virkede ikke rigtig, som om den brød sig om det. Nu prøver vi med Sophia – fordi det betyder klogskab og det er en overmåde klog kat! I øvrigt tror jeg, det er en hunkat, men det er vist kun tiden, der kan vise, om det er rigtigt.
Vi talte med genboen idag om, hvor gammel hun mon var. Han mente omkring et år. Det var også, hvad jeg selv havde gættet på – en ung kat. Hun er meget nysgerrig – og har ikke helt styr på kløerne endnu!

Vi har besluttet, at Sophia skal være udekat, for jeg er endnu ikke helt sikker på, at jeg nu kan tåle katte. 
Vi bor i et svensk træhus, og det har den besynderlighed, at vinduerne åbner indad og dørene udad. Det er der både fordele og ulemper ved – vi har tit talt om det uhøflige i, at hvis folk står udenfor og ringer på, så risikerer man at smække døren lige op i hovedet på dem ...
Men i forhold til Sophia har det sine fordele – hun står ofte lige udenfor døren og vil vældig gerne IND!!! Men når man så åbner døren udad, så bliver hun nødt til at bakke baglæns, og inden hun har set sig om, så er man ude og har lukket døren bag sig. "HOVSA" står der så i hendes øjne - "hvad skete der lige her?" 
Endnu kommer det lidt bag på hende hver gang, så vi har et lille forspring! 


Vi får killinger?

Naboen bekræftede, hvad jeg troede: nemlig at Sophia er en hunkat – og hun er med killinger! Jeg satte kasser frem med  håndklæder i, så hun kunne vælge mellem flere forskellige gode fødesteder.
Sophia har afprøvet en af kasserne

 Men det var åbenbart ikke noget for hende. I stedet forsvandt hun – hun var væk i over et døgn.
Vi kaldte og kaldte, men ingen Sophia - det havde vi endnu ikke oplevet i al den tid, (godt 14 dage...) vi har kendt hende.
Men pludselig var hun der igen - nu uden mave!!! Ellers var hun helt sig selv, spindende og kælesyg og rigtig glad for at se os! Men hvor var killingerne? Var der overhovedet kommet killinger ud af det, var de døde eller hvad?

Så det helt store spørgsmål de næste uger blev: hvor er killingerne?
Vi spurgte alle naboer, bad alle om at se efter i udhuse og garager, men ingen havde set eller hørt killingerne. Vi har også selv været ude og lede, bl.a. i vildnisset på en ubeboet grund, hvor der står et faldefærdigt skur. Der var tidsler, brændenælder og brombærkrat, men ingen killinger!
Vi bliver ved med at håbe, at hun kommer med killingerne en dag, men indtil videre er det kun hende selv der kommer.
Hun vil gerne være sammen med os, når vi arbejder i haven. Så følger hun ivrigt med i alt, hvad vi gør: luger, hypper kartofler, river græsaffald sammen ... og indimellem falder hun så lige ned foran ens fødder og skal kæles for! Det er rigtig hyggeligt, men til sidst begyndte jeg at sige: sig mig, Sophia, du er da vel ikke en ravnemor? Kan dine killinger virkelig klare sig så lang tid uden dig? 
Jeg går ud fra, at de nu sover i mange timer ad gangen... men hvor er de???

Killinger på carporten - endelig fandt vi dem!

Af Jens-Ole 
Efter tre uger fandt vi killingerne - de var lige ved siden af os. Sophia havde gemt dem oppe på taget af naboens carport, og træerne dækkede for udsynet. Først, da jeg fik en indskydelse og kravlede op i et træ, fik jeg for første gang øje på dem. "Der er de!" råbte jeg.


Vi er opdaget!
Og så blev himmel og jord sat i bevægelse. Naboen var ikke hjemme, så vi kunne ikke bare kravle hen over taget, for det var bølgepap og ville sikkert bryde sammen. Vi fik fat i en stige, og Anette stillede sig op på den, så hun kunne se hen over taget. Der lå killingerne og gemte sig inde under en tagrende på huset. Et ideelt sted, havde Sophia valgt til dem, for her kunne de være i tørvejr, når det regnede. Men ikke særlig ideelt i længden, for snart ville de blive så store, at de kunne kravle rundt over det hele - og falde ned. Og så ville det være slut med den killing, når den ramte fliserne. Så der måtte gøres noget med det samme, følte vi. Og når vi ikke kunne komme til killingerne, måtte de jo komme til os. Så Anette stod på toppen af stigen og forsøgte at lokke dem hen over taget, hen imod sig. Og selv om de aldrig havde set hende før - eller vel næppe havde set noget menneske i det hele taget - så prøvede de at begive sig ud på den lange rejse hen over taget for at komme hen til hende.
Alle tre killinger går tæt sammen og prøver at hente styrke
til at komme hen over  taget, hen til deres mor og Anette.
Ind imellem fik hun assistance fra Sophia, der stillede sig ved siden af hende som for at fortælle sine killinger, at Anette var ok - de skulle bare komme. Et enestående træk, når man tænker på, at hun indtil da havde gjort alt for at skjule killingerne. Men nu skulle der ske noget! En efter en vovede de sig op og ned gennem det bølgende landskab, bevokset med mos og sten. Først drog Gandalf afsted, men han opgav hurtigt og vendte tilbage til tagrenden. Så kom Ronja, og hun fortsatte vaklende, men ufortrødent, hele vejen over til Anette og var den første, der blev rakt ned til os andre. En lille, sort pelsklump med blå øjne. Så kom Trille - og til sidst nåede også Gandalf frem! Hvad fik dem til at gøre det, når de aldrig havde set mennesker før? Det har undret os lige siden. Men Anette har nu altid haft en forunderlig tiltrækningskraft :-)


Gandalf hviler roligt i menneske-hænder

Katte er forskellige

Da vi fik vores første kat, Sophia, syntes jeg, at jeg ikke vidste nok om katte. Selvom vi havde haft katte, da jeg var barn, var jeg netop barn og ikke ansvarlig for dem. Så jeg gjorde, hvad jeg altid gør, når jeg skal sætte mig ind i et nyt emne: jeg går på biblioteket og låner en stak bøger om det. Det gjorde jeg så også med katte, men jeg syntes bare ikke, jeg blev meget klogere. Jeg syntes nemlig ikke, at det, der stod, passede på vores kat. Og da killingerne kom til, passede noget af det på en af dem, mens noget andet passede på en anden. Det gik op for mig, at de, der havde skrevet bøgerne, ofte havde skrevet ud fra 1 kat (eller en teori om katte) og derfra generaliserede til alle katte: Katte er sådan! Men katte er forskellige – det er det første, man opdager, når man har mere end en kat. Vi fik en kat og derefter tre killinger – og de er alle sammen meget forskellige!

Derfor giver det for mig ingen mening at sige, at katte er sådan og sådan – med mindre man holder sig til det helt basale: Katten er et lille dyr med fire poter, en lang hale og en blød pels – og så spinder den, når man kæler for den.

I en af bøgerne stod der noget i retning af: ”Katte er vanedyr. En god dag i en kats liv er en dag, hvor der ikke sker noget uforudset.” Det passer faktisk slet ikke på vores katte overhovedet. De ændrer selv alting hele tiden. De har et yndlingssovested et par dage – og så er det et nyt sted, der er yndlings. De vil ud om morgenen den ene dag, om aftenen den anden dag. Den ene er ude i to døgn i træk og kommer så ind og sover et døgn, den anden er ude to timer og kommer så ind og sover to timer – for næste dag at være ude hele natten. Der er ingen vaner, ingen rutiner, hver dag er en ny situation!
Katte kan tilpasse sig menneskers vaner – til en vis grad i hvert fald – men det er ikke det samme som, at de er vanedyr.

Så det bedste råd, jeg mener, man kan give katteejere, må være: Find ud af, hvordan din kat er – i dag! Jo mere du kan give din kat lov til at være den, den er, jo gladere en kat vil du have!

For at tage nogle eksempler:
Mad:
Trille elsker fisk og er ikke særlig meget for kød – især ikke stegt eller kogt. Hun elsker kogte og stegte kartofler og gulerødder, spaghetti, ost, nybagt brød, kalkun og tun.
Ronja er Kødspiser med stort K. Hun elsker råt oksekød – ja stort set alle slags kød i enhver form.
Gandalf elsker mad! Ikke tørfoder og slankekost, men ellers alle slags, gerne boller og helst med meget sovs på (typisk mand?)
Sophia elsker fløde og creme fraiche, tun og rå lever - hvilket hun er den eneste af dem, der vil spise!
Men indimellem ændrer det sig også: de gider ikke spise det samme hver dag - variation skal der til!

Inde/ude:
Gandalf og Trille er meget ude – både sommer og vinter. De – og især Gandalf - forstår det der med, at katte sover meget som noget fordelt over laaaang tid: Man er ude et par døgn, og så sover man lige et døgns tid, når man kommer hjem igen – men så er det også ud og i gang igen!

Ronja er meget inde – hun er lige ude et par timer, så ind og slumre lidt i sofaen, så ud et par timer igen – og så en god nats søvn i sofaen!
Sophia har mest været ude – men i løbet af denne vinter har hun også taget sofaen godt til sig!
I det hele taget kan det også svinge med årstiderne – og vejret! Ronja er ikke vild med regn og sne – Trille kan ikke lide regn, Gandalf er ligeglad!

Se mere for forskellene mellem vores katte i psyke og helbred under Vores katte, Lopper, Tæger/Flåter, og Bachs Blomstermedicin


Fra vildkat til huskat

Vi ved ikke ret meget om hendes baggrund – vi ved ikke, under hvilke omstændigheder, hun blev født og levede de første måneder. Vi overtog hende fra genboen, hvor hun havde holdt til et lille års tid. Det meste af tiden havde han ikke selv været der, men bare sat lidt tørfoder til hende indimellem. Netop det år var vinteren rigtig hård med masser af sne og ned til minus 20 grader, og hvordan Sophia klarede sig igennem den vinter på lidt tørfoder og hvad hun ellers kunne finde, det fatter vi faktisk ikke. Hun er i hvert fald hårdfør, når det skal være. 

Vi tror, hun må have haft en positiv kontakt med mennesker i starten af sit liv, men hun har ikke haft rigtig kontakt med mennesker i den tid, hun var hos genboen. 
Alligevel var hun meget kælen, da hun kom over til os. Allerede den første dag, da vi havde adopteret hende, smed hun sig ned på ryggen og lod os kæle hende på maven, og hun spandt og spandt.

I starten var det jo sådan, at hun skulle være udekat, men hun kom altid susende, så snart vi kom ud af døren og ville kæles, og hun lå tit ude på verandaen på gulvet og ventede på, at vi skulle komme ud. Vi syntes, det var synd, hun skulle ligge på gulvet, så vi lagde en hynde til hende, dér hvor hun plejede at ligge. Men en hynde kunne hun slet ikke forholde sig til – så hun lagde sig ved siden af den i stedet!

Og så kom killingerne. Hun har kun været omkring et år gammel, da hun fik dem, men hun var en god mor. Hun satte ligesom sig selv helt til side og var kun 100% MOR. I starten havde vi killingerne nede i redskabsrummet, og vi ville gerne lære dem at bruge en bakke, så de kunne være inde i huset, hvis det skulle være. Og selvom vi havde stor tvivl om det – hvordan skulle vi som mennesker kunne lære dem at bruge bakken, når deres mor ikke kunne? – så gik det faktisk fint. Killingerne fandt hurtigt ud af at bruge bakken – og så lærte Sophia det også! Det havde for hende den fordel, at hun ikke skulle ud af redskabsrummet for at besørge – det betød at hun ikke skulle forlade killingerne, og at hun kunne være i tørvejr, når det regnede. Man skulle næsten tro, at det at bruge en bakke er det mest naturlige for en kat – selv når de aldrig har set en før! Så al vores tvivl blev gjort til skamme – det var slet ikke noget problem!

Da vi så flyttede Sophia og killingerne ind i huset, kom der nye udfordringer for Sophia. Hun havde ikke boet inde, mens hun var ovre hos genboen, og her havde vi indtil da også forsøgt at holde hende ude, selvom hun selvfølgelig prøvede indimellem at smutte med ind. Men så susede hun bare lidt rundt og så ud igen, hun gik aldrig ovenpå eller lagde sig noget sted indenfor.
Så Sophia havde som sagt aldrig været ovenpå, hun har muligvis aldrig set en trappe før – men da en af killingerne begyndte at møve sig op af trappen ... så strøg Sophia i forvejen. Hun skulle tjekke, at der ikke var noget farligt deroppe – men i stedet fandt hun et stort rum med bløde sofaer og lænestole, og efterhånden begyndte hun at sætte pris på dem!

Sophia har lært at sætte pris på en god lænestol!
I dag er hun meget inde om vinteren, ikke så meget inde om sommeren. Hun ligger ofte og sover i en lænestol eller bliver kælet for i sofaen – og hun er helt tryg ved alle lyde i huset som støvsugning og hvad der ellers er.

Hvordan har hun kunnet rumme eller lære at håndtere alle de forskellige situationer i sit liv? Fra forsømt udekat uden meget menneskekontakt til en kat, der nyder kontakt med mennesker, tager madskålen og en lur på sofaen som en selvfølge – og som kommer, når man kalder hendes navn?
Det er en kilde til evig forundring!