Kattes forskellighed

 Mennesker, der kun har 1 kat, siger ofte: katte er sådan, eller katte er sådan, som om alle katte er, sådan som deres kat er. Men fordi vi fik 4 katte stort set på en gang, har vi set, hvor forskellige katte kan være.

Allerede fra den første vinter stod det klart, at nogle af vores katte ikke brød sig om sne og kulde! Sophia og Ronja holdt sig inde, fra den første sne faldt - de skulle sandelig ikke nyde noget af at få våde poter, ellers tak!

Tanterne ville kun kigge ud på sneen 

Vi kaldte dem "tanterne", og tanterne holdt til på førstesalen - som er vores stue, endnu et af de sjove elementer ved vores hus: 1. salen er stuen ;)

Der er rigelig med plads i stuen - masser af gode stole og bløde sofaer, man kan ligge i, og hvis man rigtig skal sove igennem, kan man altid lægge sig under sofaen - og det gør de så.

Gandalf og Trille var udekattene - Gandalf, vores hankat, var nogen gange lidt for glad for at være ude: han kunne være væk i over en måned uden at komme hjem, det var hårdt, for selvom det var sket før, så blev vi altid bekymrede for, om han overhovedet kom hjem igen. Trille elskede al slags vejr: blæst? juhu, så kan man suse rundt og fange bladene, der hvirvler rundt. Regn? Der er ingen der har taget skade af at blive lidt våd - hun elskede også at lege med vand i håndvasken ... og sne? jamen det er da bare dejligt :)

Trille elskede at lege med vand

Og at være med ude i sneen

"Hvidpoterne" kaldte vi Gandalf og Trille, og de skulle ofte ind samtidig eller ud samtidig, men var ellers ikke de bedste venner. Trille var generelt ikke vild med de andre og holdt sig helst for sig selv - et angreb er det bedste forsvar, mente hun, og derfor knurrede hun af alle katte, der kom i nærheden af hende. Men hun og Gandalf kunne godt sidde sammen foran hoveddøren og vente på at blive lukket ind - og så havde Trille udviklet en særlig teknik med at kradse på døren, så vi kunne høre, at hun ville ind. Først helt blidt og stille, men hvis der ikke blev åbnet, så blev der kradset hårdere og hårdere - et mirakel at hun ikke fik kradset hoveddøren helt i stykker! Imens sad Gandalf lidt derfra og lod hende sørge for at døren blev åbnet - og så lod han hende også gå først ind, man er vel en gentle-kat! (Han lod i øvrigt også altid de andre komme først til madskålene - også når det var lækkerbiskener. En utrolig tillidsfuld kat!)

Når Gandalf var hjemme mellem sine - indimellem meget lange - løbeture, så kunne han være noget så kælen og var altid frisk på at være med til et lille hvil, hvis han kunne blive kælet for imens ;)

Hviletid - sammen med Gandalf

Da Sophia døde, ændrede tingene sig. Ronja havde først en lang periode, hvor hun var meget trist. Hun spiste ikke meget, ville ikke ud og lavede ikke meget andet end at småsove hele dagen. Men så begyndte Gandalf at ligge oppe på 1. salen sammen med hende - det havde han aldrig gjort før. Og efter nogle dage kvikkede Ronja mere op, og hun begyndte at ville ud igen. Og de to blev venner på en måde, de aldrig havde været før. Da de var små, havde Gandalf det med at løbe efter sine søstre - kun i sjov sikkert, men da han var meget større end dem lige fra starten, så var de altid lidt bange for ham. Men nu begyndte Ronja og Gandalf at være sammen på en ny måde, hvor man kan se, at de nyder hinandens selskab.

De nye bedste venner

Ferielivets fristelser

 Vores årlige ferie nærmede sig med hastige skridt. Vi plejede at rejse en uge til Grækenland hver sommer, og i år var ingen undtagelse, ferien havde været bestilt i lang tid, og jeg glædede mig som sædvanlig. Og så alligevel ikke helt så meget som ellers. For siden sidste år havde vi jo fået en kat, Trille, og jeg var noget bekymret ved at skulle være væk fra hende for første gang. – Det er ikke noget problem, sagde Jens-Ole, min mand, hver gang jeg luftede mine bekymringer. – Det er sommer og godt vejr, hun er alligevel ude og lege det meste af tiden, hun vil såmænd dårlig nok lægge mærke til, at vi er væk!

Og de praktiske ting var da også aftalt for længst, nabokonen Ella ville komme og give hende mad to gange om dagen og også kæle for hende og underholde hende. Men ville hun ikke komme til at savne os?

Det hele blev ikke nemmere, da jeg begyndte at pakke. Jeg pakker altid i god tid før rejsen, men lige så snart kufferten kom frem, så susede Trille hen og lagde sig i den. Og da jeg siden åbnede den for at lægge noget nyvasket, nystrøget tøj i den, vupti så lå Trille ovenpå tøjet.

- Du krøller det fine tøj, Trille, sagde jeg og ville tage hende op. Så gned hun hovedet mod min hånd og gnavede blidt i den som hun plejede. Normalt tog jeg det bare som et tegn på, at hun holdt af mig, nu begyndte jeg snarere at se det som en bøn om, at vi ikke måtte rejse uden hende.

Afrejsedagen oprandt, kufferten var blevet lukket – uden Trille – og der var indkøbt rigeligt mad til hende. I sidste øjeblik havde vi købt 10 ekstra dåser, fordi jeg pludselig blev bange for, at der ikke var mad nok. Ella havde lovet flere gange at se til Trille flere gange om dagen, og så drog vi afsted.

Ferien var som altid pragtfuld, og vi følte os genopladede, da vi kom hjem igen. Selvfølgelig havde vi savnet Trille og talt om hende hver dag, og det, vi glædede os allermest til ved hjemkomsten, var at se hende igen.

Vi fløj ud af bilen og op på verandaen, der var ingen Trille og værre endnu: stort set alle de dåser, vi havde købt til ugen, stod der også - uåbnede. Så skyndte vi os over til Ella, mens vi kaldte på Trille af vores lungers fulde kraft.

Ella måtte indrømme, at hun faktisk stort set ikke havde set Trille mens vi havde været væk. – Hun har nok savnet jer, sagde hun. – Hun har næsten heller ikke rørt maden, så jeg satte kun lidt frem ad gangen. 

Vi fik den dårligste samvittighed, men vi måtte jo takke Ella for hendes ulejlighed, og så gik vi hjem igen. Vi kaldte igen på hende og lod alle døre stå åbne, mens vi pakkede ud, men hun dukkede ikke op.

Vi havde for længe siden aftalt, at vi ville have nem aftensmad den dag vi kom hjem, så vi gik hen på den kro, der var åbnet i vores landsby om foråret. De havde en dejlig gårdhave, hvor vi allerede havde siddet og nydt vores mad flere gange i løbet af sommeren, og nu sad vi der så igen, denne gang dog med tunge hjerter. – Hun skal nok komme hjem igen, sagde Jens-Ole, men det lød noget halvhjertet.

- Tænk, hvis hun har troet at vi havde forladt hende for evigt og er flyttet over til nogle andre, sagde jeg og kiggede trist ud i luften.

Og pludselig fangede noget mit øje. Døren til kroens køkken gik op, en kok stillede en tallerken udenfor døren, og jeg så et glimt af en sort hale. Jeg rejste mig lidt op for at se bedre, og så udbrød jeg: - Der er hun! Trille!

- Hvor? sagde Jens-Ole, samtidig med at Trille drejede hovedet. – Åh, Trille, råbte jeg og løb hen til hende. Hun gned sit lille hoved mod min hånd, og jeg tog hende op i favnen.

- Er det jeres kat? spurgte kokken.

- Ja, sagde jeg.

- Nå, vi troede ellers hun var vores lille maskot. Ja, det har vi kaldt hende. Det har været så hyggeligt det sidste stykke tid, hun har bare været her hver dag og ja.... vi har jo masser af rester, så dem kunne hun jo lige så godt få!

Imens var Jens-Ole kommet til. – Tak, sagde han. – Det er pænt af jer at I har taget jer af hende, men det er altså vores kat.

Trille fik sin mad med over til vores bord, og hun gik pænt med os hjem. Det første hun gjorde, da hun kom ind, var at putte sig i kufferten. Denne gang gjorde det mig ikke noget – heller ikke at kufferten var hendes foretrukne sovested i lang tid derefter. Og hvis hun resten af sommeren indimellem ikke havde den store appetit, sagde vi bare til hinanden: - Nå, hun har nok været på kro igen!

Fra katte-allergiker til rask katte-ejer

Da jeg var barn, havde vi mange katte. Men da jeg blev 15, fik jeg pludselig voldsom astma, og undersøgelser viste, at jeg var allergisk overfor katte – og alle pelsdyr – og støv. Så vi blev nødt til at skille os af med kattene, og det var hårdt. I løbet af de næste 15 år kom flere allergier til: overfor parfume, formaldehyd, nikkel, konserveringsmidler, paracetamol og sulfa-præparater - og stress. Jeg fik en eksem, som jeg i mange år holdt nede med binyrebarkhormon-creme. Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad den kom af, men mente, at jeg ikke kunne tåle stress.

Sådan gik det, til jeg var i starten af fyrrerne og gik i gang med at lave helt om på mit liv. Jeg tog en uddannelse til Reiki-healer, studerede kost og kosttilskud, homøopatisk medicin og meget mere. Jeg flyttede på landet, hvor jeg bor nu, og mit helbred er hele tiden blevet bedre og bedre. Jeg har også gjort rigtig meget for det – men egentlig ikke specifikt for katte-allergien. Selvfølgelig har jeg hele tiden haft et håb og et ønske om at kunne komme til at have kat igen, men faktisk var katte-allergien noget af det sidste, der gik over. Jeg har gennem årene igen og igen opsøgt katte for at se, om jeg nu kunne tåle dem, men uden held. Jeg slog ud på huden med kløe og rødmen, øjnene løb, næsen løb ... heldigvis dog ikke astma, den forsvandt for mange år siden.

Der kæles med gummihandsker på!

Så da vi for nogle år siden fik tilbudt en kat fra genboen, besluttede vi at sige ja tak med den forudsætning, at det skulle være en ren ude-kat. Den skulle bo i redskabsrummet, hvor vi indrettede en lille hule til den. Og i starten, da vi havde Sophia, rørte jeg kun ved hende med gummihandsker på. Jeg løftede hende ikke op og prøvede at undgå at få kattehår på tøjet.
Men efterhånden begyndte jeg at glemme handskerne, og jeg opdagede, at der ikke skete noget. Ingen kløe eller rødmen på huden. Så begyndte jeg at tage hende op, og der skete heller ikke noget. Men alligevel var jeg fast besluttet på, at hun ikke måtte komme ind i huset, så da killigerne var små, boede de allesammen i redskabsrummet. Jeg var bange for, at hvis de først kom ind, og jeg så pludselig blev allergisk igen, ville det være svært at vænne dem fra at være inde igen – og helt umuligt at komme af med alle kattehårene i møblerne.

Så blev en af killingerne forkølet, og jeg tog den med ind, og gradvist begyndte vi alligevel at slække på det. Efteråret nærmede sig, og vi nød at være sammen med kattene, så vi vidste, at vi ville savne dem, hvis de ikke var inde hos os om vinteren. Så til sidst flyttede de ind i huset – og der har de været siden. Jeg har stadig ingen allergiske reaktioner, ingen kløe eller noget somhelst.

I mellemtiden var jeg imidlertid også begyndt at tage bioidentiske hormoner, så jeg fik rettet op på forskellige hormonelle ubalancer. Der oplevede jeg, at mange forskellige problemer og lidelser forsvandt - bl.a. slap jeg af med eksemen og blæreproblemer, jeg havde lidt af hele livet. Det inspirerede mig til at gå i gang med at forske i bioidentiske hormoner og hormonbalancen generelt. Resultatet af det er blevet en bog, som jeg har skrevet sammen med min mand: "Naturlig hormonterapi - du har et valg!"
Du kan læse mere om bogen her.

Udover hormonterapien tror jeg også, at alle de andre ting, jeg har gjort, har haft en betydning. Jeg fik fjernet alle mine amalgam-plomber i tænderne og fulgte op med udrensning og kosttilskud. Jeg har skrevet om mine erfaringer med amalgam-plomber - og paradentose - på paradentoseinfo.dk. Samtidig gik jeg over til at spise efter min blodtype, og det har helt sikkert også været medvirkende. Jeg har en hjemmeside med lækre opskrifter, som er tilpasset blodtypekosten på blodtypeopskrifter.dk. 
Under alle omstændigheder er jeg dybt taknemmelig for, at det er lykkedes at komme af med min katteallergi.